Vor Frelsers Kantori har den klassiske og kirkelige kormusik som sit kunstneriske omdrejningspunkt. Vi synger både de klassiske klassikere og er med til at skabe ny musik i samarbejde med komponister, digtere og musikere.
Kantoriet består af omkring 35 erfarne og engagerede amatørsangere med et stærkt repertoirefundament, der spænder fra spinkel a capella vokalmusik til orkesterledsagede oratorier. Vi har et godt indstuderingstempo, en imødekommende kultur og en stor nysgerrighed over for nye musikalske og sanglige udfordringer.
Vi giver årligt 8-10 koncerter og medvirker også regelmæssigt ved andre musikalske arrangementer, primært i Vor Frelsers Kirke. Kantoriets stærkeste traditioner her er Palmesøndag- og Allehelgenskoncerter, De 9 Læsninger til Advent og sommerkoncert i juni. Derudover giver kantoriet hvert år koncert i andre danske kirker, og hvert andet år rejser vi udenlands med vores musik. Vi har bl.a. været i England/Wales og Nordmakedonien, Paris, Bologna, Oslo og Madrid. Senest, i foråret 2026, gik turen til Berlin.
Vores værdier
Klassisk med kant: Vi bidrager til at aktualisere og forny den klassiske og kirkelige kortradition.
Musik med betydning: Vi arbejder ambitiøst med udtrykskraft og med de sprog og fortællinger, der lever i musikken. De skal betyde noget – også for dem, der lytter.
Lokal forankring, internationalt udsyn: Vi er en stolt del af musiklivet i Vor Frelsers og på Christianshavn – og vi bringer også musikken fra Vor Frelsers ud i verden.
Inspirerende samarbejder: Vi finder inspiration i samarbejder med andre ensembler, musikere, komponister og digtere.
Korprøver med ambitioner: Vi ser korprøverne som grundstenen i vores arbejde. Her skal både koret og de enkelte sangere udvikle sig.
Stærkt fællesskab: Vores kor skal være et åbent og venligt musikalsk og socialt fællesskab for alle medlemmer. Det gør vi os umage med.
Alle bidrager: Vi er en stærk forening, hvor dirigent, bestyrelse og arbejdsgrupper anerkender og aktiverer alt det, sangerne også kan, i korets arbejde.
Vores historie
Vor Frelsers Kantori er Vor Frelsers Kirkes frivillige koncertkor. Vi har hørt til i Vor Frelsers Kirke siden 2008 og havde inden da en fortid som Eliaskirkens Kammerkor (1996-2007).
Vores navn afspejler tilhørsforholdet til Vor Frelsers Kirke. Og så er ”kantori” en gammel betegnelse for et kor, der fylder kirkens rum med musik – både vokalt og instrumentalt – og for en skole for nye korister. Sådan kan vi godt lide at forstå os selv: som et kor, der fylder rum med musik, og samtidig hele tiden optager nye sangere og hele tiden lærer noget nyt.
Om dirigenten

Lars Sømod Jensen
Organist i Vor Frelsers Kirke, klokkenist, komponist og korleder. Har været dirigent for Vor Frelsers Kantori siden 2008.
Til januar 2027 tager vi afsked med Lars Sømod efter næsten 20 års samarbejde. Aktuelt er stilling som korleder og/eller organist i opslag.

