Da Coro de nuestro Salvador kom til Madrid

Fire intense døgn, tre koncerter med stående bifald – og 40 glade, overtrætte sangere. Det var resultatet, efter Vor Frelsers Kantori den 17. til 21. april besøgte Spaniens statelige hovedstad.

Rejseudvalget havde sørget for et veltilrettelagt program. Der var indlagt god tid til sightseeing og hygge, foruden de musikalske oplevelser i nogle af Madrids smukkeste kirker.

Det spanske koncertpublikum fik smagsprøver på dansk og norsk kormusik, tilsat lidt amerikanske og spanske toner som krydderi. Lørdag aften, vores sidste, stod programmet på en fælles koncert med et lokalt venskabskor, Coro Magerit, og en yderst festlig afrunding med tapas og fællessang. Da flyet gik hjemad søndag, havde mange kantorister en del søvn, der måtte indhentes.

VFK i Oslo – Efterår 2021

I oktober 2021 var kantoriet på koncertrejse til Oslo. På programmet var opførelse af Lars Sømods Rekviem med norske solister/musikere i Paulus Kirken og en a cappella-koncert i Litteraturhuset , hvor vi blandt andet sang musik Lars havde komponeret til nye norske digte. Disse opførelser i Oslo udgjorde et sæt af koncerter med titlen ‘Vær ikke bange for mørket’ som også blev gennemført i København med samme besætning.

Udrejsen foregik med Oslobåden, hvor vi havde en helt unik prøve i deres konferencelokaler. Oslo bød på et fantastisk flot efterårsvejr og der var planlagt fællesmiddage på nogle dejlige spisesteder, Vegar viste rundt i Oslo og vi besøgte det nye Munch-museum. Nogle aftner blev også lidt sene og dyre i … forplejning … på bekostning af morgentimerne.

Det er som altid dejligt at rejse sammen. Her er lidt billeder fra rejsen.

Kantoriet i Makedonien

I august 2019 rejste kantoriet til Makedonien for at deltage i Ohrid Choir Festival 2019. Kantoriet gav en open air concert, medvirkede i en kirkekoncert i festivalens gejstlige spor og deltog også i festivalens konkurrence. Det var en fornøjelse at præsentere Balkan for danske komponister som Carl Nielsen og Vagn Holmboe – og en stor oplevelse at lytte til de mange, vidt forskellige kor og kormusiktraditioner fra Tyrkiet, Polen, Rumænien, Bulgarien, Makedonien osv. Kantoriet fik selv en flot placering i en konkurrence, hvor særligt tyrkiske og polske kor brillerede.

Og så blev der selvfølgelig også tid til solskin, sightseeing, sejlture og synkronsvømning; og til god mad, skrupskør øl og gode snakke med hinanden om alt muligt.

Se billeder fra turen her:

Paris ’17

Fra onsdag d. 5. – søndag d. 9. april 2017 var kantoriet i Paris for at afholde koncerter og besøge Den Danske Kirke.  Torsdag gav vi a capella-koncert i Saint Sulpice, med værker af franske og danske komponister bl.a. Messiaen, Poulenc, Duruflé, Pedersøn og Nielsen.

Se en optagelse af Carl Nielsen i St. Sulpice

Fredag gik tiden med sightseeing, generalprøve og en fantastisk middag og aften sammen med de gode mennesker ved Frederikskirken.

Lørdag opførte vi Sven Erik Werners Cæcilie-messe i Den Amerikanske Kirke i Paris, sammen med Pia Rose Hansen, Jens E. Christensen, Ketil Christensen og Lars Ole Schmidt. Støtte til denne koncert blev givet af Oticon Fonden, Carl Nielsen Legatet, Augustinus Fonden og Vor Frelsers Kirkes Aktivitetsfond. 

Søndag deltog vi ved højmesse i Frederikskirken og gav et par numre ved kaffen efter tjenesten. Det var en meget dejlig tur. Vejret blev mere og mere sommerligt – kulminerende i en søndag med 26 grader. Med næsten alle indkvarteret i det samme hotel i Marais-kvarteret, var der basis for at inhalere en helt særlig del af Paris.

Se nogle af vores billeder fra turen herunder:

Dresden og Leipzig efterår 2015

Sidst i oktober var kantoriet på koncerttur til Dresden og Leipzig. I Leipzig blev der sunget for Bach ved hans grav i Thomaskirche og sunget koncert i Michaeliskirche for fuldt hus. I Kreuzkirche i Dresden stod kantoriet for lørdagsvesper og deltog ved højmessen om søndagen. Det var en stor oplevelse af fremføre Mauersbergers berømte motet i det rum og den by, den er skrevet til.

Turen bød også på guidede byvandringer i Dresden og Leipzig, middage med egnsretter og øl (bl.a. Gose) og godt selskab.

Kortur til Bologna efterår 2013

Kantoriet tog i oktober til Bologna for at holde to koncerter – en i Maria della Misericordia, Bologna og en i den lille bjergby Castellucio. Koncerterne bød på et skønt og varieret repertoire med god substans: Verdi og Dante, jubilaren Britten og dansk kormusik af den allerbedste slags – både nyt og gammelt. Begge koncerter begyndte og endte med Vor Frelsers Kirkes Klokkesang.

Vi boede fint i Universitetshotellet og havde dejlige oplevelser i Bologna – bl.a. den årlige Mortadella-festival. Se billeder nedenfor.

UK er OK!

Sidste weekend i oktober 2011 tog Kantoriet på forlænget weekendtur til det naturskønne Sydengland, i Gloucestershire, nærmere bestemt Forest of Dean. Vi havde to koncerter på programmet, men også tid til både en minivandretur i de store skove, shopping, ”rysten-sammen” og generel hygge (og øl)!

Her kan du se lidt billeder fra turen. Enjoy!