New Nordic – Berlin i pinsen 2026

Kantoriet er lige vendt hjem fra en fantastisk koncertrejse til Berlin. Vi har sunget koncerter i den danske kirke, den amerikanske kirke, i Kapelle der Versöhnung ved Muren og i De Nordiske Ambassaders Felleshus.

Programmet havde overskriften “New Nordic”: Vi har sunget et repertoire af nordiske komponister, primært fra de seneste 70 år, som rummer både harmonisk og rytmisk kompleksitet og svævende enkelhed. Og i bedste pinse-stil har vi sunget på om ikke alle verdens sprog, så dog både latin, engelsk, tysk, grønlandsk, islandsk, norsk, svensk, finsk, dansk og så på fynsk dialekt.

Der blev også tid til at nyde Berlin med traveture, museumsbesøg, schnitzler og fadøl.

Rejseudvalget havde – igen – gjort et enormt arbejde for at give os en rigtig god tur.

Tak for turen, kor!

Album udgivelse: Requiem – en sang om tab og tro

Der er visse værker, der kommer særligt under huden på os. Lars Sømods Requiem – en sang om tab og tro er måske dét værk, der står Kantoriet allernærmest. Fordi Lars Sømods musik og Ingrid Mejer Jensens tekster er vedkommende og gribende. Fordi den personlige historie bag værket kommer tæt på os, der ikke bare er Lars’ kor, men også hans venner.

Foto: Alexander Banck Petersen

Vi har længe ønsket os at indspille værket, og det lykkedes i påsken sidste år – i et skønt, nordisk musikalsk samarbejde med organist Marcus André Berg, sopran Kari Kleivan, tenor Mathias Gillebo, bas Eirik Krokfjord og recitator Bodil Jørgensen.

Indspilningen kan findes på streamingtjenesterne ved at søge på “Requiem – en sang om tab og tro”. CD med indspilning kan købes via Gateway Music.

Projektet kunne ikke være gennemført uden støtte fra William Demant Fonden, A.P. Møller Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Dansk Tennis Fond, Vor Frelsers Kirkes Menighedsråd og Jens Georg Buus. Eller uden producer Viggo Mangor.

“KOM TRO med solskin til min kælder” –

Vor Frelsers Kirke torsdag d. 19. september kl. 20.30. Gratis adgang.

Kantoriet i Madrid 2024

Vi glæder os meget til at genopføre Lars Sømods nærværende Requiem – en sang om tab og tro fra 2000.

Værkets tekst er hentet fra den latinske dødsmesse med smukke tildigtninger på dansk af lyrikeren Ingrid Mejer Jensen. Tekst og musik bevæger sig gennem refleksioner over krig og krise, sorg og tab, kærlighed og bøn – med tro der lyser helt ned i kælderen – til en håbefuld udgang ”med henblik på i morgen”.

Med koncerten viderefører Vor Frelsers Kantori et fantastisk samarbejde med de norske solister Marcus André Berg (orgel), Mathias Gillebo (tenor) og Eirik Krokfjord (bas), som alle medvirkede, da vi i 2021 opførte Sømods Requiem i København og Oslo. Nu slutter den svenskfødte sopran Klara Ek sig til os, mens komponisten selv dirigerer værket.

Koncerten sker i forbindelse med Nordisk Kirkemusik Festival og Symposium i København og er blevet mulig med støtte fra en lang række fonde foruden Vor Frelsers Kirke. Tak til:

  • Dronning Margrethe og prins Henriks Fond
  • Dansk Tennis Fond
  • Augustinus Fonden
  • G. E. C. Gads Fond
  • Knud Højgaards Fond
  • KODA Kultur
  • Ny Carlsberg Fondet
  • Ole Kirks Fond
  • Tømmerhandler Johannes Fogs Fond
  • Spar Nord fonden
  • William Demant Fonden
  • Aage og Johanne Louis-Hansens Fond

Link til Facebook event.

Korweekend i Roskilde

Sidst i september 2022 var vi på en dejlig korweekend i Roskilde. Vi overnattede på Roskilde Vandrerhjem, som ligger fint ved havnen. Vi havde prøver i Kapellet i Sct. Hans Have, hvortil man kan gå fra havnen langs fjorden. Det var dejligt igen at være på korweekend, lidt væk fra vores eget lokalområde. Det er nogle år siden sidst.

På korweekenden fik vi mulighed for at øve efterårets repertoire og vi havde besøg af Hanna Hjort der lavede stemmetræning med os. Der blev også mulighed for at opleve Roskilde by-night, herunder Klosterkælderen.

God weekend, med gode sangervenner og et helt fantastisk – næsten tropisk – sensommervejr.

VFK i Oslo – Efterår 2021

I oktober 2021 var kantoriet på koncertrejse til Oslo. På programmet var opførelse af Lars Sømods Rekviem med norske solister/musikere i Paulus Kirken og en a cappella-koncert i Litteraturhuset , hvor vi blandt andet sang musik Lars havde komponeret til nye norske digte. Disse opførelser i Oslo udgjorde et sæt af koncerter med titlen ‘Vær ikke bange for mørket’ som også blev gennemført i København med samme besætning.

Udrejsen foregik med Oslobåden, hvor vi havde en helt unik prøve i deres konferencelokaler. Oslo bød på et fantastisk flot efterårsvejr og der var planlagt fællesmiddage på nogle dejlige spisesteder, Vegar viste rundt i Oslo og vi besøgte det nye Munch-museum. Nogle aftner blev også lidt sene og dyre i … forplejning … på bekostning af morgentimerne.

Det er som altid dejligt at rejse sammen. Her er lidt billeder fra rejsen.