Il est mort! – Fransk Allehelgenskoncert søndag d. 3. november kl. 15.

I 1937 faldt den franske organist og komponist, Louis Vierne, død om på orgelbænken i Notre Dame i Paris – midt under sin orgelkoncert nr. 1750. Ved hans side stod hans elev og nære ven, den ligeså anerkendte organist Maurice Duruflé.

Vi håber, at alle organister overlever, når Vor Frelser Kirke inviterer til koncert med kor og orgelmusik af de to franske komponister på Allehelgens Søndag d. 3/11: Dagen, hvor vi mindes de døde.

Ved Allehelgenskoncerten deltager begge Vor Frelsers Kirkes kor.

Vor Frelsers Kantori, kirkens koncertkor med 40 sangere, vil sammen med solisterne Marie Troelsen (mezzo) og Brian Grønbæk (bas) fremføre Maurice Duruflés Requiem fra 1947. Denne Messe for de Døde er én af de absolut smukkeste, og den indeholder som flere af Duruflés andre værker mange melodiske referencer til gregorianske temaer.

Forinden vil Vor Frelsers Kirkes Kor, kirkekoret som medvirker ved de kirkelige handlinger i Vor Frelsers, opføre Louis Viernes Messe Solenelle fra 1899. Messe Solenelle var oprindelig komponeret til to orgler men blev siden omskrevet til en besætning, der bedre matchede kapaciteten i langt de fleste kirker.

Begge værker dirigeres af Lars Sømod og akkompagneres af Johan Sigvard Jensen ved orglet.

Tid: Søndag d. 3. november kl. 15.
Sted: Vor Frelser Kirke, København
Der er gratis adgang.

Kyndelmissekoncert i Natkirken 1. februar

37d5464b-58cf-4740-b3ce-0985460aee06

Vi er tæt på kyndelmisse, og Vor Frelsers Kantori under ledelse af Lars Sømod synger derfor sange til midvintertiden af bl.a. Holmboe, Poulenc og Sømod. Musikken begynder, når Natkirken åbner kl. 20. Der er andagt kl. 21.30. Aftenens præst er Marlene Lindsten.

Requiem – en sang om tab og tro – Sømod/Jensen

Requiem2018plakat.jpg

Billetsalg på Billetto.dk (Rabat ved tidlig køb):

I efteråret 2018 opfører Vor Frelsers Kantori et dansk requiem med musik af Lars Sømod – vores egen korleder, dirigent og gode ven gennem nu 10 år.

Koncerterne opføres både i Vor Frelsers Kirke, hvor Lars i dag er organist og kantor, og i Mariehøj Kirke i Silkeborg, hvor værket i 2000 blev uropført.

Værkets tekst er den latinske dødsmesse gendigtet på dansk af Ingrid Mejer Jensen. Værket opføres med kantori, solister og 20 mand stort orkester under ledelse af Lars Sømod. Solisterne er Annette Bo Nielsen, Jan Lund og Jens Bové.

Koncerterne støttes af Oticonfonden, Augustinusfonden, KK44 i Silkeborg samt Vor Frelsers Kirkes Menighedsråd.

Billetter i forsalg via Billetto.dk. og i døren.

Sommerkoncerter – Vor Frelsers Kirke, Lørdag 16. juni – Solvang Kirke, Mandag 18. juni

800px-stadsgraven_and_church_of_our_saviour2c_copenhagenSå blev det sommer …

Vor Frelsers Kantori holder i år to sommerkoncerter:

  • Vor Frelsers Kirke, lørdag d. 16. juni kl. 16
  • Solvang Kirke, mandag d. 18 juni kl. 19.

Sommerkoncerterne vil fejre  sommerdagen, blomsterne, aftenen, kærligheden og troen med værker af Holmboe, Carl Nielsen, Gade, Brams, Rheinberger m.fl. Vi har også en uropførsel på programmet, en sats af vores egen(!) Helle Hartz til teksten fra Halfdan Rasmussens digt Stjernebarn.

Der er gratis adgang til koncerterne.

img_1336.jpg

9 læsninger – Lørdag 9. december kl 16 – Vor Frelsers Kirke

ni læsninger 2017_2

Kom med når Vor Frelsers Kantori sammen med Kammerkoret Tourdion, FDF Christianshavn Brass Band, Vor Frelsers Kirke, Den Norske Sømandskirke, liturg Mikkel Gabriel Christoffersen, organisk Jens E. Christensen og dirigent Lars Sømod sætter julestemningen i højsædet.

De 9 læsninger er en stemningsfuld begivenhed efter engelsk tradition – med vekslen mellem læsninger og musikalske indslag, mellem ensemblernes optræden og fællessang, hvor alle rejser sig og synger med af hjertens lyst. Vi håber, at kirken ligesom sidste år vil være godt fyldt, og stemmerne kan fylde det store rum lige til øverste hvælving!

Koncerten foregår i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn. Den starter kl 16 og der er fri entré.

Duruflé Requiem – Køge, Lørdag 5. november – Christianshavn, Søndag 6. november

duruflerequiem2016plakat

Det er blevet efterår og Allehelgenstid.

Kantoriet opfører Maurice Duruflés “Quatre Motets” og det utroligt smukke “Requiem” for kor og orgel ved to koncerter.

Diana Panzeri og Brian Grønbæk er solister og Tori Restorff Jacobsen medvirker på cello. Jens E. Christensen sidder ved orglet og vil også glæde os med Duruflés “Prelude et fugue sur le nom d’Alain”. Lars Sømod står for den musikalske ledelse.

Vi glæder os til synge for jer

  • Køge Kirke, Lørdag 5. November Kl 15
  • Vor Frelsers Kirke, Søndag 6. November Kl 15

Koncerterne er gratis.

 

De 9 læsninger i Vor Frelsers Kirke – Lørdag d. 13. december kl 16

brass

Vor Frelsers Kantori sætter igen i år sammen med Kammerkoret Tourdion, FDF Christianshavn Brass Band og Lars Sømod ved orgelet den musikalske julestemning i højsædet.

De 9 læsninger er en stemningsfuld begivenhed efter engelsk tradition – med vekslen mellem læsninger og musikalske indslag, mellem ensemblernes optræden og fællessang, hvor alle rejser sig og synger med af hjertens lyst. Vi håber, at kirken ligesom sidste år vil være godt fyldt, og stemmerne kan fylde det store rum lige til øverste hvælving!

Der er stemmeopvarmning for menigheden kl. 15.45 ved Niels Granvig, som sammen med Rasmus Kjærsgaard står for den musikalske ledelse. Fri entré.

Gå til Facebook event.

Allehelgensmusik med Kammerkoret ‘Nye Toner’ og Vor Frelsers Kantori

allehelgens_ALL

 

  • Vor Frelsers Kirke torsdag 6. november 2014 kl 20. (Fri entré)
  • Frederiksværk Kirke, søndag 9. november 2014 kl 16. (Entré 100 kr.)

Kammerkoret Nye Toner og Vor Frelsers Kantori hører begge hjemme på Christianshavn, på hver sin side af Torvegade og Kanalen. Nye Toners 16 sangere øver i Christians Kirke og ledes til dagligt af kirkens organist, Søren Johannsen. I denne koncert samles kræfterne i skøn Allehelgens musik i novembers mørke. Koncerten ledes af Kantoriets dirigent og organist/klokkenist i Vor Frelsers Kirke, Lars Sømod.

Det udvalgte repertoire er Allehelgensmusik af samtidige komponister med forskellige musikalske udtryk.

De tidligste er Anton Bruckner (1824-1896), hvis kendte motet ”Locus iste” åbner koncerten. Den samtidige Johannes Brahms (1833-1897), hvis motet ”Warum ist das Licht gegeben dem Mühseligen” er komponeret i et ganske andet klangbillede, på baggrund af solide studier af barokkens motetter.

Det lidt senere komponist-par – svenske Otto Olsson (1879-1964) og italienske Ildebrando Pizzetti (1880-1968) – levede og virkede også på samme tid, men havde vidt forskellige kompositionssprog. Pizzetti forsøger med sin ”Missa di Requiem” og sine øvrige korværker at genoplive den vokale kirkemusik, fra før operaen og dermed arien blev dominerende. Denne genoptagelse af glemte, kirkemusikalske klange og former var i begyndelsen af det 20. århundrede udbredt i hele Europa – også i Danmark, hvor den bl.a. var repræsenteret af Thomas Laub og Carl Nielsen. Olsson komponerer med et ganske andet udtryk i en senromantisk stil, påvirket af den franske romantik. De tre motetter fra Olssons samling ‘Sex latinska hymner’ fra 1919 er et godt eksempel på hans stil; meget ekspressiv og følelsesladet, hvor den danske kirkestil på denne tid var mere tilbageholdende.

CD release torsdag den 25. september

CM

På Torsdag d. 25. september kl. 17.00 synger Vor Frelsers Kantori dejlig musik, der er (som) skabt til kirkens store rum.

Vi skal blandt andet synge en række nyere satser med tæt tilknytning til Vor Frelsers, nemlig helt nye motetter af kantoriets dirigent, Lars Sømod, og værker af Sven Erik Werner, som er en nær musikalsk ven af huset.

Vi fejrer især, at vi nu kan udgive en cd med Sven Erik Werners smukke Cæciliemesse, som er komponeret til os i Vor Frelsers og uropført af kantoriet i 2009. Herunder skal lyde en tak til de mange medvirkende og frivillige kræfter, samt tak for økonomisk støtte fra Vor Frelsers Kirke, DOKS’ Gramex Udvalg, Dansk Komponist Forenings produktionspulje og KODA’s nationale midler

Torsdagens program rummer uddrag af messen, arrangeret specielt til lejligheden. Her får man også lejlighed til at lytte til mezzosopran Pia Rose Hansen og organist Jens E Christensen – og dét er altid en skøn oplevelse!